I sidste uge havde vi sommerevent i Ringsted. Det har vi haft hver sommer siden 1980 og også i år blev det en rigtig skøn oplevelse…
En god anledning til at møde nye børn og familier
Sommereventet plejer at være en supergod anledning til at møde nye børn og familier, men de første dage var vi lige lidt skuffede på den front. Første dag kom der “kun” de normale børn fra børneklubben – og ikke engang særligt mange.
Anden dag var flere børn forhindrede i at komme på grund af et andet arrangement på skolen, og på et tidspunkt blev det også silende regn.
Alligevel var disse to første dage skønne med mere tid til at kræse om det enkelte barn og give ekstra opmærksomhed og hygge. Der blev også tid til en rigtig hyggelig og lang bønnestund, som de fleste af børnene gik meget op i.
Pandekager over bål i silende regnvejr
Flammegrillede burgere over bål
Sidste dag havde vi inviteret til burgere over bål i samarbejde med boligforeningen.
Flere nye børn og familier dukkede op – og ikke kun på grund af burgerne. De fleste af de nye var nemlig nødt til at gå inden aftensmaden.
Der kom blandt andet en dreng, som vi kun har mødt en enkelt gang, men jeg har tit tænkt på ham og håbet, at han ville besøge klubben igen. Moren fik en indbydelse med datoer for det næste halve år.
Drengen endte med at hygge sig rigtig meget med en anden dreng fra klubben, og de fandt ud af, at de faktisk bor i samme opgang, så man kan jo håbe, at de finder på at hænge lidt ud sammen i løbet af sommerferien.
Til slut var det tid til flammegrillede burgere over bål. Flammerne var ikke helt planlagte, men Henrik havde heldigvis styr på situationen, som han plejer at have.
Det var en utrolig hyggelig afslutning, hvor flere af forældrene også dukkede op og hyggede sig med os og med hinanden. Og ja, burgerne smagte vidunderligt – især som afslutning på tre dages event.
Mums – flammegrillede burgere
Det blev nok ikke et event, der trak de store overskrifter hjem, men det blev nogle skønne dage med masser af nærvær, Guds ord, sol, regn, venskaber og hygge.
Hvis nogle af jer sidder med et ønske om at lave et lille eller stort event for byens børn, så hører vi meget gerne fra jer. Vi står altid klar til at dele vores erfaringer – og måske også med plads i kalenderen, hvis der er behov for det.
Mange varme hilsner
Dorthe
Børn & Tro








