Historiefortælling

Byggeevents, fastelavnsfester og et mirakelhus

Udgivet 19. februar 2026

AF Dorthe

I sidste uge var der godt gang i Børn & Tro med seks børneevents. Læs mere herunder….

Mange familier havde vinterferie i uge 7, og Børn & Tro var derfor booket til seks børneevents i løbet af ugen. Det var en skøn uge, hvor vi mødte mange børn, forældre og engagerede børnemedarbejdere i forskellige kirker.

Vi startede ugen med fire byggeevents med LEGO – to i København, et i Herlev og et i Thy.

Her blev der bygget og hygget på livet løs. De fleste steder var der en god blanding af familier fra kirken men også af nye familier, som var blevet indbudt til disse events på den ene eller den anden måde. I Børn & Tro er dette vores yndlingsblanding! For når kirken møder lokalsamfundet, så sker der noget fedt!

Byggeevent med LEGO

Et mirakelhus

Lørdag var vi inviteret til et ganske særligt arrangement af den boligforening i Ringsted, hvor vi sammen med baptistkirken har haft børneklub i næsten 12 år.

I alle disse år har vi bedt for, at der måtte komme et beboerhus et sted i området, for vi har holdt til i en vaskekælder med begrænset plads og muligheder.

Hvad vi ikke vidste var, at i alle disse år har et af bestyrelsesmedlemmerne i foreningen kæmpet for, at der måtte komme sådan et hus. Det blev dog afvist gang på gang, da foreningen var for lille, der løb et forsyningsrør under græsarealerne og så videre og så videre.

For kort tid siden fik bestyrelsen dog en god idé om at slå sig sammen med en anden lille forening og det gik også op for dem, at der var et andet overset græsareal, hvor der lige kunne ligge et beboerhus – og vupti – nu står der et hus, og vi fik lov til at være med til indvielsen med aktiviteter og historie. Cirka 70 børn og voksne deltog.

 Vi blev meget glade, da vi så, at bestyrelsen endda havde sat et skab op og skrevet “Børneklubben” på det. Det bliver så dejligt ikke at slæbe ting frem og tilbage hver gang, der skal være klub!

Undervejs i indvielsesfesten skulle nogen sende en anden ind for at hente noget i det lokale, hvor vi havde gang i aktiviteterne, og vi overhørte dem sige: “Hvis du går ind i børneklubben, så kan du finde…” Vi syntes, at det var megafedt, at den ene del af beboerhuset allerede går under tilnavnet “Børneklubben”, så det må vi nok også sørge for selv at blive ved med at kalde den del af huset, så det hænger ved.

Pandekager over bål

Da dagen var ved at være slut, udbrød et af børnene: “Jamen, vi plejer jo at slutte af med en historie!” Og så fik vi os en god lille “børneklub-stund” med nogle af børnene. Det var den perfekte afslutning på en skøn indvielse af de nye lokaler.

Historiefortælling

Vintergazz

Søndag sluttede ugen af med et fastelavnsarrangement i Apostelkirken på Vesterbro, hvor både kirkens søndagsfamilier, Familienetværksfamilier og andre lokale familier var dukket op. Igen den perfekte småkaotiske blanding af en masse aldre og etniciteter.

Jeg (Dorthe) havde et lille historiehjørne, mens der var foregik en masse andre aktiviteter, og det var skønt at byde de børn og voksne velkomne, som trængte til en lille rolig pause og historie midt i festlighederne.

Historiehjørne

Alt i alt en rigtig skøn uge, som vi vil se tilbage på med stor glæde.

Mange varme hilsner

Dorthe

Børn & Tro

 

Nyhedsikon

Om Børn & Tro

Vores mål er at hjælpe børnemedarbejdere med inspiration og undervisnings­­materialer, så de kan møde lokale børn og familier med tro og nærvær.

Børn på lejr
Ugle illustration

Modtag nyheder

Børn & Tro udsender løbende nyhedsmails, som du kan tilmelde dig her. Vi udsender to forskellige slags mails:

Nyt fra Børn & Tro: Her fortæller vi et par gange om måneden om forskellige oplevelser i Børn & Tro og informerer desuden om kommende arrangementer. Vi giver også tips og inspiration til børnemedarbejdere.

Bedemails: Disse korte mails udsendes cirka hver anden uge med inspiration til at bede for Danmarks børn og desuden også for Børn & Tros arbejde.



Du kan altid framelde dig nyhedsbreve fra Børn & Tro i bunden af hver nyhedsmail.

Vi opbevarer dine oplysninger på forsvarlig vis. Se vores privatlivspolitik.