Sommerlejr 2019

Velkommen på børnelejr


I sommeren 2019 afholder vi børnelejr

30. juni - 5. juli
for 7-13-årige
 

på Skovlund efterskole
(ved Varde)


På børnelejren har vi masser af hygge og forskellige aktiviteter. Vi har også en lejrpræst, der hver dag lærer os noget fra Bibelen.

Vi elsker at være på lejr og glæder os til en fed uge.

Her på siderne kan du finde alle de praktiske informationer, du har brug for, før du kommer på lejr.

Hvis du ikke kan betale for lejren lige nu, kan du reservere en plads i en måned ved at kontakte Mette Sloth .

Download børnelejrbrochure
 (pdf) 

Tid og sted

Sted

Lejren bliver holdt på en Skovlund Efterskole i Varde kommune. Der er gode værelser, hyggekroge, en lille hal, skønt udendørs areal og meget mere.

Lejren bliver holdt på Skovlund Efterskole, Bygvænget 4, Skovlund, 6823 Ansager (se kort og lav rutevejledning).

 
 
 


Transport

Hvis vi ikke hører andet, regner vi med, at du selv finder ud af at komme til lejren.


Start

Vi åbner lejren søndag d. 30. juni klokken 15:00. 
Kl. 16 samles vi til saft og kage og skyder lejren i gang.  


Slut

Lejren slutter fredag d. 5. juli. 

Vi slutter af med forældrekaffe kl. 15.00, hvor vi håber, at din familie kan komme. Kl. 15.30, vil der være et kort program, hvor vi fortæller lidt om ugens oplevelser, og hvor børnene fremfører forskellige ting, som de har forberedt i løbet af ugen. Herefter siger vi farvel. 

Priser

Pris

Prisen er 650 kroner for hele lejren.

Tilskud

Det er muligt at ansøge om et tilskud på 300 kr. eller 450 kr. pr. barn, hvis du ikke har råd til at betale hele beløbet.

Du søger om dette beløb ved at sende en mail til kontor@bornogtro.dk, hvor du kort kan uddybe, hvorfor du søger om tilskud. Angiv også, om du søger om 300 kroner eller 450 kroner i tilskud pr. barn.

Betaling

Du betaler med betalingskort online, når du har udfyldt din tilmelding.

Hvis du ikke har mulighed for at betale med det samme, kan du i stedet for at tilmelde dig, kontakte Mette Sloth og reservere en plads i en måned.

Vi modtager desværre kun dankort, så hvis du ikke har sådan et, er du velkommen til at sende os en mail på kontor@bornogtro.dk, og så kan vi i stedet sende dig en regning.

Afbud

Hvis du melder afbud efter d. 8. juni vil betalingen for lejren ikke blive refunderet.

Aktiviteter og grupper

Aktiviteter

Nogle aktiviteter er alle børn med til, og andre aktiviteter er frivillige.

Grupper

Vi er delt op i mindre grupper, så alle hurtigt kan føle sig hjemme og lære andre børn og voksne at kende. I hver gruppe er der to voksne ledere, der vil gøre deres bedste for, at alle føler sig trygge og glade.

 Div. praktisk information

Lejrbank og køb af slik

Når du ankommer på lejren, sætter vi dine penge ind i lejrbanken. 
Du må højest bruge 15 kr. om dagen til slik. Herudover kan du bruge penge til postkort og indsamling.

Sovepladser

Vi har adskilte pige- og drengesoverum på lejren. Vi har på forhånd fordelt pladserne på de forskellige sovesale ud fra jeres ønsker, alder og praktiske forhold.

Talentshow

Torsdag aften bliver der afholdt ”Talentshow” på lejren, hvor alle har mulighed for at optræde med en sang, et klaverstykke, en dans, en sjov historie, et par tricks med en bold, et tryllenummer osv. Overvej allerede nu, om du vil være med til at optræde.

Mobiltelefon

Hvis du har mobiltelefon med, vil vi bede dig om kun at benytte den på dit værelse. Hvis du ikke overholder dette, tager vi mobilen og giver den til dig i et bestemt tidsrum i løbet af dagen. 

Forsikring

Vi gør opmærksom på, at forsikringsloven for et par år siden er blevet ændret, så det nu er jeres egen forsikring, der skal dække, hvis jeres børn kommer til skade, når de er på lejr. Vi anbefaler derfor, at I sørger for, at jeres børn har en ulykkesforsikring.

Da mange af de almindelige aktiviteter på lejren går under kategorien ”ekstremsport” el. lign. hos forsikringsselskaberne, er det også en god idé at tjekke, om forsikringen dækker dette

Vi vil naturligvis som altid gøre vores yderste for at passe på jeres børn!

4. - 7. klasse

Om aftenen går 4.-7. klasse lidt senere i seng end de andre børn, og derfor sover de på værelser for sig selv. Der er også et særskilt program for 4.-7. klasse sidst på aftenen.

Huskeliste

  • Lagen (skal medbringes), hovedpude, sovepose eller lignende

  • Toiletsager

  • Badetøj

  • Håndklæder

  • Praktisk tøj

  • Fodtøj

  • Evt. regntøj

  • Lommepenge + eventuelle penge til indsamling.

  • Sygesikringskort

  • Bibel (hvis du har en) 

BT_BROWN.gif

Særlige behov

Har du særlige behov, er det vigtigt, du fortæller os om det, når du ankommer til lejren. Så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dig med det, du har brug for.

Vådligger

Hvis du ikke kan ligge tør om natten, kan du trygt fortælle os det, når lejren begynder, og så vil vi sørge for at hjælpe dig. Husk bare at medbringe plastikunderlagen og ekstra lagen.

Medicin

Hvis du bruger medicin, skal du huske at fortælle os det, så vi kan hjælpe dig med at huske at tage din medicin. 

Information til forældre

Afbud

Skulle dit barn blive forhindret i at deltage på lejren, beder vi dig om at give os besked så hurtigt som muligt. 
Hvis I melder fra efter d. 8. juni, vil betalingen for lejren ikke blive refunderet.

Kage

Hvis du eller dit barn har lyst til at bage en kage til lejren, vil det være en stor hjælp for vores køkkentanter.  Vi har brug for 15 store bradepandekager.
Giv os besked så hurtigt som muligt, hvis I vil tage kage med.

Hvis dit barn oplever problemer på lejren

Hvis dit barn oplever et problem på lejren, vil vi selvfølgelig tage hånd om dette på bedst mulig vis.

Ringer dit barn hjem ang. et problem, vil vi opfordre dig til at kontakte os og desuden til at bede barnet om at tale med en voksen på lejren.

Billeder / film af dit barn

På lejren vil vi tage billeder og filmklip af børn og ledere. Vi gemmer billederne i vores arkiv, og de kan blive brugt i forskellige publikationer og på internettet (f.eks. blad, nyhedsbreve, hjemmeside, brochurer m.m.) uden yderligere tilladelse. 

Ønsker I ikke billeder af jeres børn i disse publikationer, kan I give os besked inden lejrens start.

Post på lejren

Det kan være dejligt for børnene at få en lille hilsen pr. post hjemmefra, så du er velkommen til at sende det til lejrens adresse att. dit barn.

Kørsel og badetur på lejren

Ved at tilmelde sig lejren, giver I som forældre samtidig samtykke til, at vi må transportere jeres barn/børn i bil ved behov. I giver også samtidig tilladelse til, at jeres barn må deltage på badetur, hvis vi finder på at arrangere dette.

Hvis I ikke ønsker dette, kan I sende os en mail, hvor vi vil bekræfte modtagelsen af denne besked.

Vi passer godt på jeres data

Ved at tilmelding til lejren giver I os samtidig tilladelse til, at vi gerne må opbevare jeres data (adresse, fødselsdato etc.). I kan til en hver tid kontakte os og få disse oplysninger slettet.

I giver os også tilladelse til at dele disse informationer på forsvarlig måde med de relevante ledere på lejren.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål el. lign. er du velkommen til at kontakte lejrchef Mette R. Sloth på tlf.: 20 89 06 55
eller mail mette@bornogtro.dk

På lejren

Mettes telefon er åben på lejren, men bør kun benyttes til meget vigtige opkald og helst mellem kl. 18:00–19:00.

Tilmelding

Tilmelding til årets børnelejr foregår i år via vores webshop og dette link.

Husk at angive de ekstra information i besked-feltet, som står nævnt i webshoppen (klassetrin, særlige behov, ønsker m.m.)

Hvis I vælger at søge om helt eller delvist tilskud til lejren, skal I efter tilmelding sende os en mail på kontor@bornogtro.dk og uddybe, hvorfor I søger om tilskud. Vi vil derefter sende en bekræftelse, hvis ansøgningen godkendes.